d. MMMM yyyy
 
29-06-2014 19:26:11

HYTOR tog første spadestik til nyt domicil

29-06-2014 19:26:11

Den store aktivitet på Nordsøen indenfor både olie & gas og vind har været hovedårsagen til HYTOR’s fremgang de seneste år. På blot to år er HYTOR vokset fra 35 medarbejdere til i dag at beskæftige 55 medarbejdere – en vækst på godt 35% i medarbejderstaben. ”Vi bliver udfordret på pladsen og må erkende, at det ikke længere er en mulighed, at forblive i lokalerne på Høgevej ”, siger direktør Niels G. Langerhuus, der ser frem til de nye lokaler, der også giver mulighed for at optimere på produktions flowet.

Med fokus på den fremtidige fortsatte succes og vækst kigger HYTOR langsigtet. Erkendelsen af at felterne i Nordsøen er modne men dog stadig rige på olie gør, at HYTOR har fokus på eksportmulighederne til nærmarkeder udover Danmark. ”De teknologiske udfordringerne på Nordsøen er store trods de store investeringer der foretages i øjeblikket, som virksomhed er vi sikre på, at eksport er en af vejene frem” – Siger Niels G. Langerhuus. HYTOR har igennem den seneste tid rustet organisationen til at håndtere en øget forespørgsel. En filosofi der bl.a. sikrer, at HYTOR lever op til omdømmet som en pålidelig, kvalitetssikker og fleksibel leverandør. ”Et eksportprojekt vi er klar over ikke kommer af sig selv” – slår Niels G. Langerhuus fast, og fortsætter; ”Vi ved vi skal arbejde hårdt for også at få succes ud over landets grænser, men vi tror på at grundprincipper som pålidelighed, kvalitet og fleksibilitet også gør en forskel her”.

Overvejelserne omkring placeringen har været mange, nabogrunde har været et ønske men ikke en mulighed. Placeringen ved motorvejen giver HYTOR mulighed for at være på Esbjerg havn inden for få minutter og samtidig er det også en attraktiv placering for medarbejdere der måtte tilgå HYTOR fra motorvejen. I det nye domicil er både sikkerhed og arbejdsmiljø nøje tænkt ind, netop for fortsat at kunne skabe gode forhold for at sikre den fortsatte flotte arbejdsskadestatistik med nul-skader. ”Som virksomhed bliver det godt at kunne tilbyde medarbejdere et endnu bedre arbejdsmiljø”, slår Niels G. Langerhuus fast.

Byggeriet består af 1.450 m2 kontorfaciliteter og 4.200 m2 produktion på en grund på 20.000 m2 og forventes indflytningsklar i april 2015.

<Tilbage